Fuld info om værelset
Beskrivelse
I en bygning så gammel, at det om vinteren blæser ind af vinduessprækkerne, og hvor du skal kunne stå på et ben for at være i bruseren, ligger en dejlig, lys og nyrenoveret 2-værelses lejlighed. Her fremlejer jeg et værelse på cirka 14 kvadratmeter til dig, der kan fortælle noget andet om dig selv, end at du respekterer en lukket dør.
Du får et værelse, der er møbleret med en rigtig god seng og et stort klædeskab. Der er stadig plads til et skrivebord og en bogreol. Lejen er inklusiv internet til Netflix om søndagen og den radiator, der om vinteren kører på fuldt blus. Vask må du selv klare udgiften til, men der er overpriced vaskeri (16kr pr vask) i bygningen.
Til gengæld får du en skøn gårdhave, hvor foreningens pensionister slås om at have det flotteste blomsterbed og frodigste krydderurtehave.
Du kommer til at bo med mig, en 25-årig journalist, der starter dagen med morgenradio og får leveret aviser i weekenden. De passer til den kaffe, du forhåbentlig laver mindre bitter, end jeg gør. Jeg har tit for travlt til at rede min seng, men i køkkenet sætter jeg pris på at være uden husdyr – både på stegepanden og på beskidte daggamle tallerkener.
Hvis du også kan lide rene fællesområder, kan leve med at holde køkkenet overvejende vegetarisk, er ikke-ryger, i alderen 23-35 og ellers er et almindeligt rart og sjovt menneske, så kan det være, vi snart skal bo sammen.
Værelset er ledigt fra oktober og fremlejes i første indtil sommer. Men det finder vi ud af :-)